Afrunding af sammenføringen

Alt i alt er det gået godt. Det har hverken været en ideel eller en ønske sammenføring. Men det har heller ikke været en dårlig eller elendig sammenføring. Som menneske har jeg drømme om, at mine katte vil ligge pote i pote, vaske hinanden, sove sammen med mig i bunke, og at begge katte kunne deltage samtidigt i en kæletur. Men katte har et meget finere kropssprog end det. Man skal vide, at kattens vigtigste kommunikation er kropspositur, små ændringer i ørerstilling, samt "øjenmimik".

Den vigtigste indikation af kattenes indbyrdes forhold, er nok snude til snude hilsen. Hvis kattene udføre den (nogle gange ganske flygtigt) så kan de godt lide hinanden. Der kan så godt være brummen og små hvæsen i hjørnerne uden det betyder så meget. Men vær meget opmærksom på dyrenes indbyrdes positur og på lyden af hvæs, snøft og brummen. Har man en gang stået overfor en virkelig vred kat, er man ikke i tvivl om hvordan det lyder.

Det bør ikke være nødvendigt at kommentere det med ferien. Men måske bør det nævnes, at man skal være forberedt på, at det er kedeligt, langsommeligt og ikke speciel afslappende. Så hvis du trænger voldsomt til ferie, så er det ikke ideelt, at lave en sammenføring lige da.

Jeg mener ikke man skal holde kattene adskilt, men man skal heller ikke lade dem alene. Man kan i en akut krise være tvunget til at skille to katte ad med en dør på krog så de ikke kan komme til hinanden men kan snuse til hinanden. Men det er ikke nogen god sammenføring når det er nødvendigt og det er min mening at man hellere skulle tænke på at stoppe inden nogle af dyrene lider permanent fysisk eller psykisk skade. Og så er det ligegyldigt om det er to voksne, eller en voksen og en killing man sammenføre. Hvis den nye bliver stresset, er det din opgave, at være der, som et fristed for den nye kat. Det betyder til gengæld, at den gamle bliver mere sur på dig, men det er der ikke noget at gøre ved. Når du så fedter for den gamle, for at komme ind i varmen igen, så lad være med, at diske op med tun, rejer eller lignende. Katten ender bare med et vægtproblem og dårlige vaner. Til gengæld skal man holde sig klart, at går det først galt mellem kattene, er det næsten umuligt, at rette op på forholdet igen. Derfor er det så vigtigt, at man har tiden, tålmodigheden og opmærksomheden, så man kan bryde ind før det går helt galt.

Da jeg kendte Celeste så godt vidste jeg på forhånd, at hun ville have sin egen mening, om det at få en ny kat ind i huset. Det var med i mine overvejelser da jeg valgte Quintilia. Og selv om jeg håbede på et mirakel, så var jeg forberedt på, at hun reagerede som hun gjorde.

Sammenføringen af Celeste og Quintilia har været meget lydelig. Celeste har brummet, snøftet, fnyst og hvæset i kilometer lange baner, uden at virke aggressiv. Hun har kun tre gange været aggressiv. De tre gange troede jeg det var sket med den sammenføring.
Den første gang var da Quintilia syntes det var meget morsomt at springe op på toppen af bakken (der er overdækket), mens Celeste var ved at besørge. Celeste blev tosset og hvæsede så det spruttede ad Quintilia. Nu er Quintilia ikke tynget af den helt store IQ, så hun troede ikke på, at det var alvor. Det medførte at Celeste for første gang langede ud efter hende. Hun ramte hende ikke, men Quintilia forstod alvoren, og lagde sig i underkastet killing position. Celeste var vred i et par dage og Quintilia opførte sig eksemplarisk (så længe).
Den anden og værste gang, var da det viste sig, at Quintilia gik bananas når natsværmerne kom frem. Hun blev totalt hjernedød, og jagtede rundt på må og få. Hun så end ikke Celeste, men tromlede frem. Hun gik endda så vidt at hun forskrækkede Celeste, der lige havde fanget en natsværmer, og forsøgte at stjæle den. Så måtte jeg hente hende, men jeg kunne ikke fange hende. Det kunne ikke lade sig gøre, at få kontakt med hende, så til sidst stillede jeg mig midt i haven og ventede på, at hun kom tonsende forbi. Jeg greb hende i farten, hendes hjerte bankede så jeg troede det skulle sprænges. Efter det lokkede jeg hende ind lige før tusmørke i lang tid. Celeste virkede som om hun fandt straffen rimelig. Nu får hun atter lov til at komme ud, lige så meget som Celeste, for med alderen er hun blevet lidt mere afdæmpet. Og hun stjæler ikke mere Celestes fangst.
Den tredje gang var da Quintilia ikke kunne modstå fristelsen for en nærkontakt af fjerde grad. Ind i mellem kan man se på Quintilia, at hun ser Celeste forvandle sig til en stor natsværmer. Og en dag sprang hun på Celeste bagfra. Puha, Quintilia var heldig, Celeste slog hende ikke ihjel, men jeg måtte lade et par liter blod. Det betød atter et par dage i krybende stilling for Quintilia, et par dage med sprutten, hver gang Celeste så krybet, og med jævnlige bank til mig.

Jeg har naturligvis haft min tvivl om det gik, om det var synd for dem begge, om jeg nogensinde får husfred igen. Men jeg ser tit Celeste sidde og se meget hengivent på Quintilia, og hun lader tit til at more sig over hendes narrestreger, og Quintilia æææælsker bare Celeste og har gjort det lige fra første øjekast. Beviset fik jeg dog meget kontant en dag Quintilia var syg. Hun lå bare og sov hele tiden. Celeste kaldte på hende og gjorde alt for, at lokke hende med i haven. På et tidspunkt lå Quintilia i stuevinduet, Celeste stod udenfor, med to beskidte poter på glasset og kaldte noget så ynkeligt. Det eneste Quintilia orkede var, at løfte hovedet og sætte snuden på glasset, som Celeste så mødte fra ydersiden. Det er den mest rørende snude til snude kontakt jeg nogensinde har set.

Det har taget et par måneder, og nogle liter blod for mig, at få mit gamle forhold til Celeste igen. Så må man spørge sig selv om det var det værd, svaret er kort og godt JA. Celeste virker ikke som om hun keder sig mere. Quintilia føler sig tryg og glad, og hun ææææælsker alt og alle. Jeg har fået lov til at dele mit liv, ikke med en, men med to helt vidunderlig skabninger.

August 2001