Den gamle kat

Det er ikke lutter lagkage at få en ny kat i huset. Det værste er at se hvordan den gamle kat tager det. Celeste følte sig forrådt, såret og meget vred. Celeste er ikke ligefrem den kuede type. Så hun skældte mig ud. Jeg kunne ikke få lov til at kæle med hende uden, at hun skældte ud hele tiden. Og det var ikke ret tit jeg fik lov. Hun ville ikke med i seng. Og pelsplejen måtte jeg holde op med, for det ser ikke særligt pænt ud med blod i pelsen (mit blod).

De første par dage fik jeg nogle på frakken når jeg forsøgte at komme i nærkontakt. Derefter gik det over til, at jeg fik nogle på frakken, når hun blev vred eller irriteret på Quintilia. Hun udviklede teknikken til at tangerer åreladning. På en eller anden måde kunne hun, få hul på de store blodåre på håndryggen. Det laver et farligt svineri, men helede hurtigt. Og der var ikke kradsmærker på mine hænder, blot en lille fin rids på blodåren. Men bedst som vi sad og kælede og hun spandt højlydt svang hun mig en, bare så jeg ikke skulle tro hun havde glemt det. Hun er en bestemt dame. Men for hver dag der gik, fik jeg mere og mere af min elskede Celeste igen, og så modtog jeg gerne et par på frakken i mellemtiden.

I forhold til Quintilia gik det bedre, Celeste prøvede først med metoden "ser det ikke, så forsvinder det nok igen". Men ud på aftenen, den første dag, kedede det hende, og hun kom ind til os andre. Natten var rolig men lidt tom, for Celeste og jeg plejer at dele seng, dyne og pels, men hun skulle ikke nyde noget når Quintilia var der.

De første dage fik Celeste lov til at gå i haven, en time om morgen og igen om aften, så hun kunne ordne alt, hvad det nu er hun ordner der. Begge damerne var meget interesseret i den anden. De fulgte hinanden omhyggeligt med øjnene. De kunne allerede passere hinanden uden hvæs og brummen i løbet af et døgns tid.

Efter nogle dage begyndte det at irritere Celeste, at Quintilia ikke kom med i haven. Jeg vil lige nævne, at min have er indhegnet til en stor løbegård. Hun gjorde hvad hun kunne for at distrahere mig, så Quintilia kunne smutte med i haven. Jeg havde lige bestemt mig til at lade hende ”snyde” mig dagen efter, da hun rent faktisk snød mig. Hun stillede sig halvt inde og blev der, samtidig løb Quintilia ud mellem benene på mig og under maven på Celeste. Du skulle have set hendes triumferende blik da de forsvandt sammen i det grønne. Celeste fulgte Quintilia rundt. Når den lille blev bange for børn eller hunde, der gik forbi udenfor hækken, lagde hun sig fladt ned, Celeste satte sig så tålmodig ved siden af hende, til hun ikke længere var bange.

Ind i mellem blev Celeste meget vred på Quintilia, som regel fordi hun var for vild eller slet og ret overhørte Celestes lydelige irettesættelser. Men Celeste kunne ikke drømme om at gøre Quintilia noget, så kom hun ind og åreladede mig i stedet for. Det har jeg det helt fint med, mig skræmmer hun ikke, men Quintilia kunne være blevet bange, eller utryg.

Jeg har krøbet og kravlet for at få Celestes tilgivelse. Og nu er jeg langt om længe taget til nåde, men det har taget næsten to måneder. Nu er det kun når det lille kryb mener, hun skal deltage i vores kramme tur, at hun bliver vred. Og pelsplejen foregår på badeværelset med lukket dør. Quintilia ligger så udenfor og brokker sig højlydt. Så må jeg frisere hende, for Quintilia kan ikke se det, hun får hele opmærksomheden og vigtigst af alt, hun bevarer værdigheden.

Celeste er efterhånden holdt op med, at lyde som en forkølet søløve, hun fnyser ikke hele tiden. Men Quintilia opfører sig ind i mellem som en han elefant i musth, og det kan få Celeste til både at hvæse, fnyse og lange en pote ud, når hun kommer tonsende lige i hovedet af hende. Sjovt nok rammer hun aldrig Quintilia, og det er ikke fordi hun ikke kan, men fordi hun ikke vil. Men de hilser skam pænt snude til snude.

august 2001