Killingen

Jeg havde en uges ferie og hentede Quintilia hjem da hun var 20 uger gammel. Jeg tog en bil hjem for at gøre turen så kortvarig som muligt. Vel ankommet satte jeg boksen på gulvet og åbnede for lågen. Hun fik straks øje på Celeste, det var kærlighed ved første blik for Quintilia. Celeste stillede sig i dominerende, ikke aggressiv position og Quintilia lagde sig ned i underkastet killing position. Jeg holdt mig imellem dem, men lidt forskudt. Så ville de i kontakt med hinanden kunne de, men jeg kunne gribe ind omgående, hvis det ikke var en positiv kontakt.

Det meste af den dag opholdt jeg mig på gulvet. Quintilia kunne komme op i mine arme hele tiden og hun kunne gå omkring som hun ville. Celeste var fornærmet gå ind for sig selv. Så det var en udramatisk første dag. Quintilia gik lidt på opdagelse for sig selv allerede efter nogle timer. Hver gang kattene så hinanden foretog de samme positur som første gang. Hun var meget kælen og legesyg.

Da det var sengetid tog jeg Quintilia med i seng, hun havde jo lige mistet hele sin familie og sit hjem. Så det er ikke sådan et tidspunkt man lader den lille alene.

Næste dag var begge kattene sammen næsten hele tiden. Selv om Celeste hvæsede, fnøs og brummede hver gang hun fik øje på Quintilia, så kunne hun ikke narre hverken Quintilia eller mig, hun var fascineret af den lille. Og Quintilia æææælsker bare Celeste, det har hun gjort fra det øjeblik hun så hende og gør det stadig.

Quintilia var meget kærlig og tillidsfuld, hun var også modig nok til at gå lidt på opdagelse i lejlighedens øvrige rum, selv om jeg ikke fulgte med. Hun legede og pjattede, og Celeste så på, meget interesseret, hun ville gerne have deltaget, men man har vel lidt værdighed, ik'. Quintilia måtte hurtigt lære, at der er både fordele og ulemper ved et paketgulv. En lille bold, et parketgulv og en pjattet kat er en guddommelig sammensætning, tro mig.

I de første dage så jeg samtlige elendige serier på alle de kanaler der nu var i TV, det føltes i hvert tilfælde sådan. Men når der så kom gang i Quintilia eller der skete en lille udvikling i deres forhold, så var underholdningen i top.

Det varede ikke så længe før de snusede til hinanden en gang imellem, men de skiftes til at afbryde seancen med hvæsen, ikke spruttende men bare advarende, nu kommer du for tæt på for mig. En af de ting der var meget vigtige, var at de begge respekterede den anden når den spiste eller besørgede. Quintilia var fra dag 1 meget interesseret i at komme med i haven, men det var forbeholdt Celeste i de første 5 dage. Det var nu ikke min mening at Quintilia skulle med ud så tidligt, men Celeste forsøgte ihærdigt at snyde mig til at lade Quintilia smutte med. Da jeg ikke var sådan at danse med udtænkte hun den perfekte metode (beskrivelsen følger i afsnittet om ”den gamle kat”) og så var Quintilia blevet ude kat. Det var slet ikke så tosset en ide, for Celeste vist sig at være meget omsorgsfuld overfor den lille hun fulgte Quintilia rundt og sad tålmodig ved siden af hende når hun blev bange for lydene (især af børn) udenfor hækken.

Inden ugen var omme sad de overfor hinanden og spiser. Celeste kom ind imellem med nogle hvæs, der ikke var rigtige ("farlige" /aggressive) hvæs, men som fik Quintilia til at stoppe det hun var i gang med. Med andre ord, Celeste begyndte at opdrage Quintilia.

Men ingen opture uden nedture. Quintilia viste sig, at være meget begejstret for natsværmere, lidt for glad. Hun går totalt bananas når de kommer frem. Normalt var hun både klog og hensynsfuld overfor Celeste (der skal behandles lidt som et råddent æg). Men men men, når der var natsværmere i nærheden, var der totalt tomrum mellem ørene på hende. Hun ænsede ikke Celeste, der også elsker natsværmere, men dog bevare hjernen. Og det formastelige bæst (Quintilia set med Celestes øjne) betænkte sig ikke på, at forskrække Celeste og stjæle en af hende indfanget natsværmer. Jeg har aldrig set Celeste så gal før. Puha, selv jeg kan humme mig når hun er i det humør. Men Quintilia forstod ikke en meter. Det var meget tæt på, at ødelægge en ellers god og fornuftig sammenføring, og krævede omgående handling. Så jeg tog konsekvensen, og formente Quintilia adgang til haven når skumringen begyndte. Men det havde medført et stort tilbageslag i sammenføringen, og de måtte starte forfra. At jeg lod det fortsætte på det tidspunkt skyldtes udelukkende, at der stadig var tydelige tegn på, at de gerne ville være i nærheden af hinanden. Men Celeste havde lært, at holde Quintilia lidt mere på afstand.

Jeg havde jo drømt om at de skulle ligge pote i pote og sove, sidde i haven side om side og flette haler mens de så på solnedgangen. En drøm jeg åbenbart kan få lov til at beholde, for det ser ikke ud til nogen sinde, at blive andet end en drøm. Det er ikke ensbetydende med, at kattene ikke har fornøjelse af hinanden, det har de. Men som primater ser vi jo gerne et mere kontant bevis for kattenes hengivenhed, og sådan fungere mange katte ikke. I skrivende stund har Quintilia delt hjem, mad og seng med Celeste og mig i 10 uger. Celeste forsøger ihærdigt, at opdrage på Quintilia, en hård og meget krævende opgave. Det kan godt lyde som om Celeste ikke kan fordrage Quintilia, men det passer ikke, hun holder faktisk rigtig meget af den lille uromager. Dog nære jeg ingen tvivl om at hun ligesom jeg ser frem til slutningen på teenager perioden, så vi kan få det lidt fredeligere. Men vi æææælsker altså også den lille ballademager, hun er noget af det sødeste og kærligste man kan møde.

August 2001