Minerva

Lad mig præsentere dig for det nye medlem af vores husstand. Lille søde Minerva på 1 år. Hun er en sand velsignelse for både Quintilia og mig. Du kan se hendes forældre her.

Et besøg ved Celeste og Quintilias opdrætteren overbeviste mig om, at Minerva lige var en kat der passede til os. En rigtig sød og glad lille rød pige, der på foruroligende måde minder meget om Quintilia, men måske med lidt flere leder egenskaber end hende.

Det er den letteste sammenføring jeg nogensinde har oplevet, hvem ved, måske godt hjulpet af at de er i familie med hinanden, og fordi de begge har et glad, lyst og meget kærligt sind.

Det første der skete da jeg lukkede transportkassen op og Minerva trådte ud, var at Quintilia gik direkte hen til hende og de satte snuderne sammen. Quintilia satte sig derefter måbende ned og Minerva gav sig til at studere hvor hun var. Så dæmrede det langsomt for Quintilia, at hun da vist nok burde sige noget, så hun kom med et par forkølede hvæs-brum, ikke særlig overbevisende, for hun havde det mest fjoget udtryk i ansigtet, men hvad, lidt har vel også ret. Hun havde øjne så store som tekopper og hun fulgte meget interesseret med i alt hvad Minerva lavede, men på pæn afstand, så Minerva ikke følte sig presset. Men Minerva kunne nu godt passe på sig selv, hun kunne ”sende øjne”, som helt klart kunne få Quintilia til at trække sig lidt væk.

Quintilia var ikke spor såret, eller jaloux, næh hun spant og nussede når jeg tog hende op. Og hun ville meget gerne op. Så ingen bøllebank og åreladninger til mig denne gang. Nu kunne jeg jo sige noget mindre pænt, som at det skyldes, at hun ikke var kvik nok til at regne ud, at der var grund til at være sur på mig, men det gør jeg bestemt ikke, jeg nyder bare at det er gået så let.

Som sagt så gik det strygende, de pressede ikke hinanden på noget tidspunkt, så de kunne begge spise, drikke og besørge i fred. Quintilia fulgte levende med i alt hvad den lille strik til Minerva lavede, og hun er fuld af skæg og ballade.

To døgn efter ankomsten, kom Minerva med ud i haven (som er en stor løbegård), hun ville gerne og det gik så fint mellem dem, at jeg skønnede det var i orden. Heller ikke der ude pressede de hinanden.

Det stod hurtigt klart, at Minerva havde bestemt sig for, at her ville hun godt bo. Hun bestemte sig også til at hun og Quintilia skal ligge pote i pote, fuldstændig ligegyldigt hvad Quintilia så ellers synes om det, så nu sender hun ikke ”øjne” mere. Næh hun tog fusen totalt på Quintilia, ved at gå direkte hen til hende, satte sin snude på Quintilias snude og så gik hun frem mens hun drejede sin krop, så hele hendes skønne krop blev trukken hen over Quintilias næse, hun svingede numsen ind foran og sluttede så af med at trække hele halen hen over hendes næse også. Quintilia havde det mest, vidunderlige, fjogede ansigtsudtryk på alt imens hun sniffede alle Minervas dufte ind. Jeg ville have givet meget for at kunne fotografere det udtryk, men jeg nåede aldrig at få kameraet frem før Quintilia atter havde fået samlet lidt værdighed sammen. Og det sker stadig, men Quintilia ser mindre og mindre fåret ud for hver gang.

Nu er der fuld gang i katte-tagfat, så mine måtter fyger om ørene på mig, og i nat (kun 9 dage efter Minervas ankomst) sov de side om side i fodenden af min seng.

Minerva minder på så mange punkter om Quintilia, at du kan se genkendelsens lys i Quintilias øjne når Minerva tosser rundt, hun ved lige hvad der sker i Minervas hoved.

Hun har været en lille solstråle at få i huset, der har gjort det lettere at bære sorgen og savnet af Celeste, for både Quintilia og mig. Og jeg kan garantere at de to damer er gode for masser af historier i fremtiden.

September 2005