Temperament,  Minerva stil

I dag skal det handle om Minerva og nogle af hendes særpræg. Hun er nemlig meget andet end bare en lille grissebasse med ulækre fritidsinteresser.

Hun er en skæg blanding af en velopdragen dame med ekstreme adfærdsvanskeligheder. Hun blander sig kun sjældent i mine gøremål, men betragter dem på afstand, hvilket er en lettelse for mig, der har problemer nok med Filberts indblanding. Hun æder ikke mine blomster og lader mig lave mad i fred. Så alt i alt er hun en rigtig artig dame.

Heldigvis har hun den adfærdsvanskelige side, ellers var der jo slet ikke noget at skrive om, vel?

Hendes mest irriterende adfærd er at ”skære vejen af”. Hun går ved siden af en eller kommer rendende mod en, og uden varsel klistrer hun sin krop til mine ben og skære ind foran. Spørg mig ikke hvordan hun bærer sig ad, men hendes krop er klistret til begge mine ben, og mine ben er låst … TIMBER … Det har kostet mig mange blå mærker når jeg er væltet i en desperat kamp for ikke at træde hende lige så flad som en pandekage. Nu har jeg lært at hoppe, vride mig, svæve og lave akrobatik, så jeg kommer helskindet ud af det, og da jeg er en velafrettet katteejer er Minerva altid kommet godt fra disse episoder.

Knap så heldig er hun når det er Filbert der står for tur. Hvis hun sidder og får en nussetur og Filbert kommer ind i stuen, så er scenen sat. Han sætter sig og ser undrende at hans personlige kløpind (mig) er optaget, Minerva der ikke vil have ham nærmere (tror jeg nok) springer ned, går hen mod ham, det ser ud til at hun vil gå forbi, men lige ud for ham vender hun på en 25 øre, klistre sin lækre røde krop fast på ham og skærer skråt frem. Normalt ender det med at Filbert vælter som et bræt, hvilket gør ham meget irritabel.

Tredje gang hun vælter ham er han blevet sur og så skal hun opføre sig underdanigt. Men den bog har Minerva aldrig læst, hun går ind for at møde enhver konfrontation med en offensiv. Resultatet er altid det samme, han er for stor og stærk, men det skal ikke forhindre hende i at takle, mule, tygge og fræse ham i en halv times tid.

Jeg kan ikke lade være med at beundre hendes mod, og glæde mig over Filbert er så godmodig som han er, ellers tror jeg hun kom galt af sted. Hun giver sig ikke frivilligt.

En anden af hendes specialiteter er hendes evne til at hengive sig i total ekstase. Det går i reglen ud over mine fingre og det sker især når jeg friser hendes dejlige bløde mavepels. Lige pludselig ser mine fingre ud som de lækreste sprøde cocktailpølser og hun tygger ganske langsomt og frydefuldt sammen til hendes tænder støder på knoglen. Så er det lige som om hun vågner af rusen, sikkert i erkendelse af at der ikke er knogler i pølser.

Jeg har lært at sidde helt stille og vente med at bande og svovle til jeg har fået min finger igen. Det gør fame ondt, men jeg holder min stivkrampevaccine ved lige så hun bare kan fortsætte.

Og så æææælsker hun at ligge i bunke, altså hvis hun ligger øverst. Hun foretrækker at ligge helt ovenpå Filbert og hun ærgrer sig når han i kampen for at få vejret vælter hende af. Men næstbedst er det at ligge halvt ind over ham og det får hun tit lov til.

Hun er nu dejlig, kugleskør, men dejlig. Og når hun højt spindende putter sig ned under dynen og krøller sig sammen ved min mave så vi kan sove trykt, ja så glemmer jeg alle hendes tossestreger og spinder i takt.  

Februar 2008