Dyrlæge
En ansvarlig katteejer sørger for at ens kat er kastreret, vaccineret, øremærket eller chipset og regelmæssigt dyrlæge kontrolleret. Så det gælder om at finde en dyrlæge der går op i katte, kan lide dem, og som man har tillid til. Det er bedre at være kritisk på forhånd. Den dag kattens liv afhænger af en dygtig og medfølende dyrlæge kan det være for sent at teste ham/hende.
Selv stuekatte, der aldrig kommer ud, skal vaccineres og have loppekur. For du kan selv slæbe både lopper og sygdom med hjem til dem. Det sker jo også at de stikker af. Så alle katte skal vaccineres. Det er slet ikke så dårligt for katten at få et jævnligt dyrlæge eftersyn.
Da jeg skulle til dyrlæge første gang med Celeste, til revaccination og eftersyn, skulle hun også mærkes. Hun har de flotteste ører tuffer og jeg ville ikke vansire dem med en øretatovering, så hun skulle chipses. Jeg må med skam indrømme, at Celeste tog det pænere end jeg gjorde.
Efter at have undersøgt hende og fundet hende i tip top form og hun var blevet vaccineret, kom vi så til chipsningen. Jeg er ellers ikke pivet, men synet af nålen fik koldsveden frem. Jeg fik meget travlt med at fortælle dyrlægen, at det var helt unødvendigt at mærke hende, hun var jo ikke fritløbende og en hel masse andet vrøvl. Jeg stod på spring til at gribe katten og spæne ud af døren.
Men heldigvis var det en både fornuftig og dygtig dyrlæge, der er ligeså god til primater som til katte. Så mens hun beroligede mig og forsikrede mig om at katten skulle mærkes, tog hun stille og roligt fat i Celeste. Inden jeg var færdig med at rende skrigende rundt i cirkler, var det hele overstået. Celeste sagde ikke et miv under hele forestillingen. Men da jeg med rystende hænder puttede hende tilbage i kassen var der sved mærker efter hendes poter. Som sagt Celeste tog det pænere end mig
Naturligvis skulle hun chipses. Tænk hvis hun en dag slap ud af løbegården og forsvandt. Så fik jeg hende måske ikke hjem igen. Det er da ikke til at holde ud at tænke på. Næh, hun er nu registreret, og chipsen mærker vi aldrig. Den sidder ellers lige på vores nulre side, men jeg kan ikke føle den.
Juni 2000
|