Pelspleje

Når man læser i bøgerne om Maine Coon katte hedder det altid, at de har naturlig pels der ikke kræver pleje, de kan klare det selv. Det passer ikke. Deres pels skal plejes, ikke som en langhårdskat, men pelsen skal gås igennem mindst en gang om ugen. Så er man i træning og har en fin pels til de to store årlige begivenheder: fældesæson og vinterpels.

Først må jeg lige slå fast, jeg er ikke specialist. Tværtimod Jeg har aldrig før haft en kat der krævede pelspleje. Men med hjælp fra Celeste og hendes opdrætter er jeg blevet meget bedre, ikke god, men bedre.

Fældesæsonen er tilsyneladende ikke en fast størrelse, der kommer til et fast og fornuftigt tidspunkt. Om det skyldes, at vi har blandet os i, hvornår på året killingerne fødes, eller de centralopvarmede boliger vi har i dag, eller måske lidt af begge dele, ved jeg ikke. Jeg ved kun at fældesæsonen for Celeste kom tidligere en jeg havde forventet. Den startede sidste år i slutningen af Januar og begyndelsen af Februar. Jeg opdagede skæld omkring haleroden, og ringede bekymret til hendes opdrætter. Jeg var sikker på, der var noget jeg gjorde galt. Det er en velsignelse med en god og tålmodig opdrætter i baghånden (hun må få sig et billigt grin en gang imellem). Celeste har ikke skæld, men nogle katte afstøder åbenbart gammel hud samtidig med gammel pels.

Vinterpelsen fik Celeste i August.

Da Celeste ikke skal udstilles mere, så er det kun almindelig pelspleje mod pelsknuder jeg foretager. Det er ikke spor nemt. Men jeg investerede i to kamme. En rullekam hvor tænderne kan rulle rundt, som er vældig god til den lange overpels, men som ikke kommer i dybden. Den slider ikke pelsen så meget.

Rullekam

Og en stålkam (tættekam) der er god til underpelsen, men også er hårdere ved pelsen end en rullekam. Pas på den kan faktisk rive meget hårdt i pelsen.

Tættekam

Jeg må jo nok indrømme at Celeste, der jo var professionel udi pelspleje, betragtede mine klodsede forsøg på pelspleje, med udpræget humoristisk sans. Når jeg kom med kammen tændtes et fornøjet lys i hendes øjne, og så startede legen ”slå den kam ihjel”. Så forsøgte jeg at gribe det mere ”professionelt” an. Jeg vil undlade at gå i detaljer, man har vel lidt ære i livet (endnu), kun sige Celeste slår en proper pote, hun er lige god til en ”lige venstre” som ”en lige højre”.

Jeg endte som ”sofafrisør” med rullekammen liggende på sofabordet. Når vi sidder og hygger os i sofaen så tog jeg kammen og friserede hende på halsen og nakken. Så langt ned hun tillod, indtil ”slå den kam ihjel” begyndte, så holdt jeg. Ganske langsomt har jeg så fået lov til at frisere hele hendes pels. Naturligvis kan det smutte og der kommer en pelsknude, men nu opdager jeg det i regelen før den bliver stor og sidder helt tæt til huden, og så kan jeg godt selv fjerne den.

oktober 2000