Når pelsen går i knude.

Selv om man forsøger at holde pelsen fri for knuder kan det gå galt en gang i mellem. Da jeg fik Minerva stod det hurtigt klart at frisering ikke stod på listen over hendes yndlings beskæftigelser. Hun hader simpelthen at blive friseret, hvorfor stod ikke helt klart. Jeg vidste dog at det ikke var fordi jeg var helt håbløs, jeg har jo været i lære hos den bedste (Celeste) i 6 år.

Derfor kunne det heller ikke afskrække mig, så må jeg jo bare bruge et par år til at vise hende at det godt kan være rart, ikke.

Det var ikke nogen stor succes, en dag fik hun fat i min pegefinger i stedet for kammen og sørme om ikke hun troede hun var på grillbar og netop havde fået serveret den dejligste sprøde knækpølse. Hun tyggede ganske langsomt igennem min pegefinger, for mig så det ud som om det foregik i slowmotion. Heldigvis har jeg haft kat i så mange år at jeg ikke kunne drømme om at hive hånden til mig, næh jeg er skam en god masochist. Nu har jeg nogle meget fine mærker efter hendes hjørnetænder.

Da fældesæsonen meldte sig blev Minerva bekræftet i sin overbevisning om at kammen kommer fra et meget varmt sted, du ved, der hvor en skrædder slet ikke forslår. Og så gik der da helt kludder i hendes pels.

For nu at gøre det hele perfekt, så har Minerva en stor flot og meget tæt pels, der danner knuder som sidder helt tæt ind til huden. Det gør bare så ondt på katten at bevæge sig med de klumper. Hun havde nogle rigtig væmmelige fyre siddende på maven, i armhulen, bag ørene og på brystet.

Hvis hun (og jeg) er heldige vil hendes voksenpels have en bedre struktur der ikke klumper på den måde, men det hjælper jo ikke meget lige nu, den kommer først frem om et par år.

Så jeg bestemte mig til at få hende klippet helt ned, ved dyrlægen. Så kommer hun i narkose og en af veterinærsygeplejerskerne, der er en rigtig ørn til at klippe, kan komme helt i bund uden at skade eller skræmme hende.

Det er ikke noget man skal gøre selv. For det første kommer man alt for let til at klippe hul, kattens skind er nemlig meget tynd og fin. For det andet tager det lang tid, Minerva blev klippet af en særdeles veltrænet klipper og hun var bedøvet, alligevel tog det 1½ time at komme gennem hendes hårpragt, prøv at forestille dig hvor længe det ville have tage uden bedøvelse.

Jeg var meget spændt på at få hende tilbage, hun har sådan en flot pels og hvem ved måske er der ikke ret meget kat under alt det hår. På den anden side fik hun vægtproblemer da Filbert kom til, så måske er der aaaalt for meget kat under håret.

Nu skulle man jo tro at en kat med så formidabel en hårpragt ville græmmes uden pels, ikke. Men nej … hun er lige så stolt over sin nye frisure som du er, når du lige er blevet mejet ud til fest, hun elsker det, og der er faktisk mere kat (men ikke for meget) under alt det hår end jeg regnede med. Hun har naturligvis hårene på benene, halen og i ansigtet, men resten af kroppen er bare varm og blød med det korte hår.

Hun spankulere rundt og viser sig stolt frem. Jeg forsøger ihærdigt at holde masken. Min skønne lille pige ligner et barn der har lånt hendes mors vinterstøvler og jeg er lige ved at revne af grin, det ser så skægt ud. Da hun havde knuder helt tæt på ørene er hun klippet helt der op. Så når man ser hende bagfra ser det ud som om hun har et møllehjul til hoved, det ser altså skønt ud.

Men jeg har opnået det jeg gerne ville, hun har det dejligt og vi har fred til næste fælde sæson. Og nu ved jeg hvorfor hun ikke kan fordrage pelspleje. Hun er ekstremt kilden, så meget at hendes ben spjætter når jeg stryger hende ned over lårene. Det er altså ikke nemt at være hende.

juni 2006

Nyklippet skønhed

Før

Efter