Slagtilfælde fortsat

Jeg har valgt at komme med en ekstra opdatering i denne måned for at fortælle at Celeste desværre ikke er her ved min side mere. Men der er så lidt information om forløbet af et slagtilfælde, at jeg har valgt at fortælle hele forløbet, som jeg skrev det ned før og efter det gik helt galt.

Fortsat fra Slagtilfælde.
Da jeg hentede Celeste efter indlæggelsen, blev hun bragt ind i konsultationen, og hun var glad for at se mig. Hun gik direkte hen og puttede sig ind til mig. Når man står der med den sorteste samvittighed fordi man lod hende blive tilbage, helt alene med fremmede mennesker, så smelter man altså når hun putter sig ind til en på den måde.

Øjnene kørte ikke længere fra side til side, så verden stod atter stille for hende, hun spiste og drak. Men der udover så det hele stadig slemt ud. Hun skulle fortsætte på fuld medicin hjemme endnu i 3 døgn og så skulle hun langsomt trappes ned over de næste godt 14 dage.
Det der betød mest for mig var om Celeste stadig var derinde et sted, og det blev hurtigt klart at det var hun. Sød, kærlig og meget kontaktsøgende, og jeg nød at hygge om hende og nusse med hende.

Nu har Celeste altid haft sin egen mening om hvornår hun skal have medicin og hun tygger den lydigt i sig, hvis hun selv mener det er i orden, ligegyldigt hvor hæsligt den smager. Men hun kan trick med sin tunge som gør hende i stand til at skyde pillen lige i panden på mig, hvis hun ikke har lyst til at lege med, og hun skulle jo have flere piller hver dag. For én gang skyld var jeg smartere end hende, jeg puttede den ned i den lammede side af munden. Hun vidste udmærket hvad jeg lavede, men hun kunne ikke mærke pillerne, så de gled direkte ned. Og så skal der for øvrigt ikke tales mere om, at det først var efter at Celeste fik en hjerneskade, at jeg kunne være smartere end hende.

Det var fantastisk at opleve hvordan fremskridtene kom, hvordan hun pludselig kunne rejse øret op på hovedet igen, eller pludselig stod i en frugtskål på bordet og holdt balancen, det skete i spring, i reglen nogle timer efter medicinen var givet. Men jeg foregriber begivenhedernes gang, lad mig prøve at sætte lidt mere system i tiden og udviklingen.

I løbet af det først døgn hjemme, fik hun styr på munden så meget, at hun kun savlede når hun drak eller spist. Så kom øret helt op på hovedet når hun sad stille, hun gik stadig med hovedet hældene til den lammede side. I løbet af tre dage holdt hun op med at savle når hun spiste. Da der var gået en uge begyndte hun at øve sig i at kompensere for det blinde øje. Ti dage efter stod hun og øvede balancen i frugtskålen. Og da hverken Quintilia eller jeg havde tænkt os at overtage styret i huset, så blev Celeste atter vores boss.

Tre uger efter sit slagtilfælde var hun færdig med at tage medicin, og man skulle se godt efter for at se, at hun var lammet i hele den ene side af ansigtet. Det tydeligste var en svag hældning med hovedet når hun gik og at det lammede øje ikke kunne lukkes mere end halvt i, hvilket man kun kunne se når hun sov. Men skader var der, hun mistede synet på det lammede øje, hun kunne dog stadig registrere lys, det betød at hendes pupil reagerede normalt, derfor lagde man ikke mærke til, at der var noget galt med øjet. Celeste var frisk igen og hun fungerede næsten som om der ikke var sket noget, det var lykken.

I en perfekt verden ville jeg nu kunne fortælle dig at hun har det godt og alt er vel. Men vi lever ikke i en perfekt verden og Celeste fik desværre et nyt slagtilfælde en uge efter at hun var trappet ud af sin medicin. Det var et hårdt slag, og selv om vi prøvede at sætte hende på store mængder cortison igen, var der ikke så gode resultater denne gang, den største forandring var, at verden holdt op med at rotere.

Min elskede Celeste var fanget, ved fuld bevidsthed i en krop hun ikke havde ret meget kontrol over, og selv om hun ikke havde smerter er det ikke et værdigt liv. Så en uge efter det andet slagtilfælde måtte jeg gå den tunge gang til dyrlægen og give hende fred.

Alle levende væsner fortjener en chance når de bliver syge, det gælder dyr som mennesker. Og jeg er glad for at jeg gav hende alle de chancer hun kunne få for et godt og værdigt liv. Hun har trofast været ved min side i de 6 dejlige år vi fik sammen, så det var helt naturligt for mig at være lige så trofast over for hende da hun blev syg og havde brug for mig.

Hvis du har læst de andre sider om Celeste ved du at hun vandrede lige ind i mit hjerte den første gang jeg så hende, der har hun været lige siden og der vil hun blive til evig tid.

Sommer 2005