En lille frækkert

Minerva har været ved ”frisør” og fået pelsen barberet af. Hun havde fået en grim pelsknude der sad fra brystet ud under forbenet og ud på siden. Det er meget smertefuldt så den skulle af.

Hun er ikke blevet mildere stemt overfor pelsplejen siden jeg fik hende. Det er nu ikke helt sandt, hun æææææælsker nemlig at bliver friseret og få pelsen gnubbet igennem med nogle gode lange negle, altså når hun ingen pels har. Men jeg skal ikke bryde mig om at bringe kammen indenfor en meters afstand af hende når hun har pels, for så skal hun hurtigt pelse mig, ja hun skal.

Pelsen bliver barberet af mens Minerva er under narkose, da det er en langvarig proces og fordi dyrlægen ikke bryder sig om hud transplantationer (den tøsedreng). Så hun er lidt groggy og slingrende dagen efter.

Da katte er meget forfængelige, og særligt sætter en perfekt pels, hvor hvert hår sidder på plads, højt er det naturligvis fantastisk at få pelsen af, så sidder hvert hårstrå på plads alle døgnets 24 timer. Det må svare til at vi mennesker får en ansigtsløftning.

Da Minerva vågnede og var frisk igen var der ingen tvivl om at hun syntes livet var værd at leve. Vejret var skønt så hun sprang rundt ganske nøgen og skamløst fornøjet. Når hun er klippet ned kan man se at hun har den sødeste hænge mave, som fornøjet slingre fra side til side når hun styrter af sted. Og styrtede af sted det gjorde hun, fræsede rundt om hjørner og sprang over Filbert eller i fuld firspring ind mellem hans ben og under ham.

Filbert var lige blevet sat på penicillin, for han havde fået lidt feber og var begyndt at nyse dagen før, så han var ikke helt sig selv. For det første var han utilpas, for det andet savnede han Quintilia rigtig meget, så han gik rundt og så sølle ud mens han havde meget ondt af sig selv.

Minerva var utålelig frisk og glad og det varede ikke længe før det gik op for hende at nu, da Quintilia var væk, var der ingen til at opdrage på hende .… JUHUUUU så skulle der laves ballade, ingen bank og ham den lækre Filbert helt for sig selv, kan livet blive bedre.

Filbert sag midt foran døren ud og havde ikke i sinde at flytte sig så Minerva kunne komme forbi. Men hun var uovervindelig og intet skulle stoppe hende, så hun sprang over ham og ålede sig ud af døren. Filbert sad og så misfornøjet efter hende mens han nøs. Et minut senere kom eksprestoget den anden vej, og da Minerva var helt oppe og køre på de høje nagler, havde hun naturligvis glemt alt om at Filbert sad lige inden for døren. Hun bragede direkte ind i ham så han trillede, hun slog en saltomortale hen over ham og væk var hun.

Filbert lå meget uelegant og fnøs af arrigskab. Men han er, heldigt nok for Minerva, en usædvanlig rar hankat, så han rejste sig op og gik fnysende hen til mig efter trøst.

Filbert og jeg gik rundt og havde meget ondt af os selv, og der styrtede den lille slyngel rundt og lavede alle de ting hun vidste hun ikke måtte, med tindrende øjne og hele hendes lille skønne røde ansigt i et stort grin.

Hvor er det godt vi har hende til at muntre os op, hun får smilet frem i os begge, men vi indrømmer det aldrig … aldrig!

April 2007