Kaffeslabberas

Nu skal du ellers hører den bedste.
Mit barnebarn holdt kaffe slabberas for kattene, og vil du tro det, de deltog aktivt i legen. Jeg har aldrig set noget lignende.
Mit barnebarn Christine var på sommerferie og kedede sig. Det var varmt og kattene gad ikke lege, de lå i haven og slappede af. Christine gik på jagt i de gamle legesager, der fandt hun et lille kaffestel.
Da det var så varmt tog hun det ud i haven og hentede noget vand. Hun hældte vand op og serverede det for kattene. De syntes det var så spændende at de straks gav sig til at drikke af de små kopper. Se jeg kunne forstå at Filbert legede med, han er jo en vandhund, men jeg blev ærligtaget paf over at de to andre også deltog og så pænt de sad der og ventede på at få serveret.
Christine gik rundt med kaffekanden og de tre sad pænt og ventede til hun kom og fyldte deres små kopper op igen. Så hentede hun en håndfuld af deres tørkost, lagde et par stykker på hver sin tallerken og serverede så det. På det her tidspunkt var jeg ved at falde ned af stolen, for sørme om ikke de også pænt spiste af deres små tallerkner.
Da de var færdige sad de pænt og holdt øje med hende, mens hun serverede for de andre.
Jeg bad Christine vente lidt så jeg kunne hente kameraet. Jeg regnede med at det var for sent at få nogle billeder af legen, men forsøges skulle det.
Da jeg var klar med kameraet havde hun hentet mere vand og mad. Så gik hun i gang med at servere igen, og kattene bemærkede slet ikke mig og kameraet, det var alt for spændende at være til kaffe slabberas, de fortsatte pænt med at spise og drikke når de fik serveret.
Her har du så nogle af de herlige billeder af Christines kaffe slabberas med kattene, er det ikke herligt. Filbert lå under en stor Bonderose, Quintilia sad på en stol ved bordet og Minerva sad bag en skyggefuld bregne.
juli 2006
|