kattefotograf

Hvem vil ikke gerne have et perfekt foto af sit kæledyr?

Det er ikke let at lege kattefotograf. Naturen har beriget de fleste katte med en ren aversion mod fotografering, og lyn hurtige reflekser. Begge dele gør forsøgene på at få det perfekte billede i kassen til noget af et job.

Enhver katteejer har prøvet forventningsfuldt, at hente billeder fra fremkaldelse uden nogensinde at få det perfekte "skud" i kassen. Det kan ikke tage modet fra en katte ejer, vi samler med stor fornøjelse på billeder, der viser vores dyr i koma eller med et hoved, der består af en madskål, for det er de eneste to tidspunkter kræet er totalt ligeglad med kameraet.

Men indimellem så driver ønsket om et foto, uden madskåls formet hoved os dog til, at forsøge endnu en gang. Nu bor jeg ikke i København eller indenfor 50 km. deraf, så der er ingen professionel hjælp at hente. Nej man må klare sig selv, må man. Jeg starter med at få et kamera gjort klar med film og batterier. Stiller det et strategisk smart sted, sørger for at linsen ikke har beskyttelseshætte på. Så går jagten ind.

Det første problem er kattens sjette eller syvende sans, der giver den evnen til at reagere uventet og lynhurtigt. Synet af et kamera kan få enhver kat til at knibe øjnene sammen, så den får et asiatisk udseende, krybe af sted så den ligner benløse fugle, eller helt forsvinde ud i den blå luft. Et andet kneb de bruger er, at lægge ørene enten ud til siden eller tilbage og kniber øjnene sammen, så de mest af alt ligner en, der lige har suttet på en citron. Lad os slå fast, ingen af delene giver et ønskefoto.

Nu gælder det så om at være hurtigere end katten, det er svært, men en gang ud af 40 skulle der vel være en chance. Lad dig ikke narre, katten vågner af dyb søvn, på mindre end den tid det tager dig, at trykke på udløseren og til apparatet er færdigt med eksponeringen.

Nogle gange kan den nå at forsvinde helt ud af billedet inden det er taget. Men altså man kravler rundt på gulvet, flyder hen over sofabordet og springer frem fra et skjul, alt mens man knipser løs og triumferende råber HA, hver gang man, naivt nok, tror der er et super billede i kassen. Man bruger både arme og ben for at aflede kattens opmærksomhed. Og tro mig, det er meget svært at vifte med en fjer, når det skal gøres med tæerne, samtidig med at kameraet ikke må ryste. Og hvad gør katten, den sætter højt grinende en våd snude på linsen, og der røg så både billedet, min værdighed, og mit gode helbred. Jeg ender på sofaen med hovedpine og hold i nakken.

Når man så henter billederne efter fremkaldelse, så holder man vejret..... er det der....... skuddet over alle skud...... Så stønner man og lægger billederne i stakken, der vokser troligt år for år. Herefter vender man tilbage til, at fotografere katte i koma eller med madskåls hoveder igen en tid. Indtil en dag hvor den hellige ild atter tænder en. Her er nogle af billederne fra min "stak".

Nogle gange spekulerer jeg på om det er en scene fra Eksorcisten jeg har fotograferet, der hvor hovedet er på kuglelejer og bare kører rundt, for katten kiggede jo på kameraet da jeg trykkede på udløseren. Men billedet viser en yndig nakke, bagdel eller ser ud som om jeg har Parkinsons syge.

Andre gange ser det ud som en scene fra Star Trek "Beam me up Mr. Spock " for billedet ligner ikke Celeste, det ligner ikke engang en kat jeg kender. Der kan kun være få forklaringer, enten har fotoforretningen rodet mine billeder sammen med en anden uheldig kattefotografs billeder, eller en fremmed kat er sprunget ind for at blive fotograferet, personligt tror jeg mest på Mr. Spock.

Her er et klassisk eksempel på et billede taget af Celeste, der har besluttet sig for at forlade rummet inden blitzen udløses. Ingen af os havde heldet med sig den dag. Bemærk lige at dette ikke er et tilfælde af "benløse fugle" man ser jo tydeligt et forben.

Men jeg giver ikke op, ikke på vilkår. Jeg tror stadig det er muligt at få det perfekte billede i kassen, dårlige odds og hylende latter fra omgivelserne, skal ikke få mig fra den ide. En dag glemmer hun måske hvorfor jeg kravler rundt på gulvet med en sort kasse for øjnene. Der er et ordsprog der siger "blind høne kan også finde et guldkorn", det er sådan cirka mine odds som fotograf mod Celestes medfødte evner til at undgå fotografer.

Forår2000