Mus igen

Nu skal du høre hvordan Hermann er blev medlem af familien. Den første gang jeg så ham har jeg beskrevet på siden ”den første mus”, og det er ganske vist.

I marts efter jeg så Herman første gang sluttede jeg af med følgende ” Jeg har ikke fået flere gaver. Om det så skyldes at musen er emigreret eller Celeste har bestemt at jeg er for utaknemlig, det ved jeg ikke.”

Nu kan jeg fortælle at ingen af delene var tilfældet. Der gik en måneds tid hvor jeg ikke så mere til Hermann. Så en aften kom Celeste atter ind med en mus, selv om musen var bange var den ikke panisk som den første. Siden da har Celeste hentet ham ind med 2 – 3 ugers mellemrum.

Når Celeste bringer Hermann ind er han uskadet, der er end ikke savl på ham. Hun forsøger heller ikke at fange ham igen. Nej hun kommer ind med højt hævet hoved og Hermann dinglende fra munden. Sætter ham ned midt på gulvet, sætter sig ned og kigger pavestolt på mig.

Har du nogensinde gjort en husmus håndtam? Celeste har gjort Hermann håndtam og mundtam. Derfor har jeg døbt ham Hermann, man kan da ikke have en tam mus uden navn, vel?

Hermann har prøvet det så mange gange nu, at han end ikke løber væk. Jeg rejser mig stille og roligt, går hen og tager ham op i hænderne. Han har ikke engang hjertebanken mere. Så får han en lille nussetur, bliver undersøgt for skader (han har indtil nu ingen haft). Det hele foregår nu i min åbne hånd mens Celeste ser stolt til. Så sætter jeg ham uden for hoved døren, nusser ham en sidste gang, mens han sidder i græsset.

Jeg er sikker på at han fræser ind i haven igen, lige så snart jeg lukker døren. I denne uge har jeg haft besøg af ham to gange.

Det eneste der bekymre mig omkring Hermann er, at han tror katte er venlige, offentlige transportmidler. Den misforståelse kan godt komme til at koste ham livet en dag.

Efteråret 2000