Sjov

Den første Mus

Der burde nok stå den første mus til mig fra Celeste, hun er jo en voksen kat, så hun har givet fanget noget før.

Uanset om Celeste har fanget noget før eller ej, så fik jeg en gave af hende en aften i marts. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg ikke særlig taknemlig. Gaven bestod nemlig af en spræl levende mus. Den var lille og virkelig rap på poterne. Jeg sad lige så fredelig og arbejdede ved Pc’en da Celeste kom ind fra haven. Hun stod lidt ved siden af min stol men sagde ikke noget. Da jeg så på hende sænkede hun hovedet og rettede sig derefter op. Mens katten kikkede stolt på mig, fræsede musen tværs gennem stuen, ind under reolen og fandt den mørkeste krog.

Celeste nåede lige, at se musen spurte af sted og satte efter den, men for sent. Om musen efterlod bremsespor skal jeg ikke kunne sige, men Celeste gjorde ikke, hun forsøgte et hovedspring ind under reolen efter musen. Nu vejer mange bøger heldigvis mere end en kat selv en Maine Coon, så reolen blev stående og Celeste, tja hun har åbenbart et kranie af gummi.

Først forsøgte hun, at lokke musen frem stille og roligt efter lystfisker metoden, den ville ikke. Så forsøgte hun at række så langt som muligt. Nu ved jeg ikke, om musen løb frem og tilbage derinde, eller om Celestes ben bare ikke er 33 cm. langt, musen blev i hvert tilfælde hvor den var. Så blev katten enig med sig selv om, at der ikke var andet at gøre, end at rydde nederste hylde. Se nu begyndte jeg at blande mig. Da det gik op for Celeste at jeg virkelig mente det med at lade bøgerne stå på hylden besluttede hun sig for, at vente med fangsten til senere f.eks. når jeg var faldet i søvn, vil jeg tro.

Da Celeste var gået ud i haven igen for at slå tiden ihjel så længe og sikkert også for at fange endnu en sagesløs mus, måtte mor her så til at lege muse fanger. Nu er jeg heldigvis ikke bange for mus, men jeg ser ingen grund til at dele mad og seng med en. Så iklædt en lille papkasse og en fluesmækker gik jeg i gang. Den lille fyr sad mast ind bag det bagerste ben på reolen. Kassen blev sat for enden af reolen og jeg begyndte så at skubbe til musen. Den var på sin side blevet enig med sig selv om, at det smarteste var at lade som ingenting. Der lå jeg så på alle fire med bagen i vejret i noget, der føltes som timer. Til sidst blev musen da så træt af, at blive puffet til med fluesmækkeren, så den langt om længe kom ud af hjørnet. Men den så bestemt ikke nogen grund til at komme ud i det fri, hvilket var helt fint med mig. Efter en del renden frem og tilbage løb den ind i kassen.

Da jeg efter et lille eftersyn havde sikret mig at musen virkelig var uskadt satte jeg  den uden for hoveddøren (der kan Celeste ikke komme) og så håber jeg den gik hjem og sladrede. Jeg har ikke fået flere gaver. Om det så skyldes at musen er emigreret eller Celeste har bestemt at jeg er for utaknemlig, det ved jeg ikke.

Foråret 2000

Men det stoppede ikke her, åh nej, læs mere om det i Mus igen.