|
Dræbersnegle
Sommeren i år har jo været meget gunstig for snegle, især de store såkaldte dræbersnegle.
Jeg har bestemt haft min del af de store bæster, og selv om jeg ikke bryder mig om at slå dyr ihjel må jeg erkende at der er nogle få der må lade livet hvis de kommer ind på mine enemærker. Bladlus og dræbersnegle er jeg nød til at gøre kort proces med hvis jeg vil have en have med planter, og det vil jeg.
Naturligvis har Minerva sin helt egen ide med hvad kryb som dræbersnegle skal bruges til. En stille sommeraften hørte jeg nogle underlige klaske lyde fra soveværelset. Jeg burde have vist at Minerva havde fundet på en ny og meget ulækker leg, men jeg er og bliver langsom i opfattelsen. Da klaske lydene holdt op igen ret hurtigt igen tænkte jeg ikke mere på det, jeg lille tåbe.
Næste dag havde jeg glemt det igen, men jeg fandt nogle underlige meget ulækre plamager på væggen i soveværelset. Jeg tænkte jeg var ved at blive tosset for det lignede snegle slim med en masse andet godt i. Nå jeg vaskede væggen af.
Næste aften kom lydene igen og denne gang gik jeg ind for at se hvad der foregik, og jeg troede ikke mine egne øjne. Minerva havde hentet et par meget store dræbersnegle med ind.
Så daskede hun en op på væggen, mens den anden forsøgte at stikke af hen over gulvtæppet. Sneglen ramte væggen med et højt klask og den var slimet nok til at blive hængende. Minerva gik fornøjet hen og daskede til den anden snegl som så landede med et højt klask på væggen.
Den første snegl kravlede nu hen af væggen mens den anden hang som en ubestemmelig klat. Så Minerva valsede (og hun valser, hele hendes krop svinger nok så fornøjet når hun har det sjovt) hen til den første og rullede den rundt på væggen til den røg på gulvet.
Så sad hun der og ventede nok så fornøjet til den begyndte at kravle igen. En flot baghånd og … klask …. der sad bæstet igen på væggen. Derefter dansede hun hen til den anden snegl, der var begyndt at kravle hen af væggen og samme behandling til den - igen og igen.

Kan du forestille dig hvor ulækker min væg blev?
Selv om jeg er imponeret af hvor opfindsom hun er, så kan jeg altså ikke forstå hvorfor hun altid skal lave noget der er så ulækkert, hun er dog for pokker en kat …. Hmmmm måske har hun aldrig læst de bøger der beskriver at katten er et meget renligt dyr.
Jeg har løst problemet ved at indsamle alle sneglene før Minerva kunne få hendes poter i kræene, så nu er vi tilbage til den daglige indsamling af halve og hele regnorm, det problem har jeg ikke fundet en løsning på, og det er ulækkert nok for mig.
Oktober 2007
|