Det er ikke let

Det er ikke altid let at være flokkens leder når man er den mindste af størrelse og stadig meget legelysten. Quintilia er bestemt både voksen og følsom og hun leder sin lille flok med både styrke og overbevisning, ingen tvivl om det. Men der er også en lille hyperaktiv ballademager gemt der inde og ind i mellem titter hun frem. Det er i disse situationer det kan være svært at være leder og bevare værdigheden når ens flok består af Minerva og Filbert.

En af de dage hvor det gik helt galt for hende skal du lige hører om.

Quintilia vågnede op efter sin morgen lur og havde det der umiskendelige frække glimt i øjnene som hun altid havde under hele sin opvækst, så jeg var spændt på hvad hun mon ville finde på.

Hun og Filbert sover altid sammen om formiddagen, og da han er den det tager længst tid om at trække op, kunne hun jo meget passende starte med ham. Hun slaskede en pote ned i maven på ham … han rørte ikke et knurhår. Så daskede hun en pote i hovedet på ham … lidt vippen med et øre. På det tidspunkt spillede et lystigt lys i Quintilias øjne. Hun gjorde klar til det afgørende træk … en klo frem … og så hele benet så langt ind i øret på ham som hun kan komme og trække kloen forsigtigt hele vejen ud igen … det er som at trykke på en kontakt … Filbert sprang op og sad og så meget fåret ud … det forulempede øre strittede ud til siden og han rystede kraftigt på hovedet. Han forsøgte at få sin kæmpe pote ind i øret. Quintilia strakte sig veltilfreds og ”kom til” at skubbe til hans andet forben så den stakkels fyr røg lige på næsen. Han var helt desorienteret. Quintilia rejste sig op og gav sig til at lege med hans hale, så var han næsten klar. Ind og finde Minerva. Hun er let, lige så snart hun så lyset i Quintilias øjne sprang hun op og ventede bare på at få at vide hvad der skulle leges.

Quintilia havde bestemt sig for katte tagfat. Hun sprang op i luften som om hun havde set en kæmpe edderkop og stæsede ud af stuen, tramper hen over Filbert. Han nåede ikke at flytte sig før Minerva kom drønende, hun er noget større og en del tungere end Quintilia så Filbert fik al luften trampet ud af sig. Pigerne tog en runde i haven mens Filbert fik vejret igen, han nåede lige at flytte sig da de kom stormende ind igen. Jeg kendte ture så på det her tidspunkt sad jeg på hug i sofaen. De løb en runde i stuen og Filbert var lige i hælende på dem. Ud igen og efter nogle runder ude i haven var Filbert kommet helt op i fart, han og Minerva var som et løbsk godstog så Quintilia mente det var på tide hun trak sig tilbage.

Der stod hun så midt på stuegulvet og kiggede undrende op og ned af mig, da toget kom rundt om hjørnet med 280 km i timen. Minerva var forrest, hun sprang let og elegant over Quintilia, men Filbert opdagede end ikke at hun var der da han ramte hende. Quintilia rullede hen over gulvet. Minerva der var stoppet op stirrede imponeret på den rullende bold. Filbert standsede på den eneste måden han nu kan når han har så meget fart på, han brugte hovedet som rambuk på klatretræet, det larmer en del men er meget effektivt.

Quintilia kom spruttende og hvæsende på benene men det var svært at finde værdigheden igen, og den værner hun om efter hun er blevet voksen og følsom. Minerva er som den yngste af flokken den der oftest bliver irettesat af Quintilia, strøg så hurtigt ud af stuen at hun gled i svinget. Filbert der stadig ikke anede hvad han havde gjort, gik nok så fornøjet hen til Quintilia i forventning om at de stadig legede. Han er en hel del større en hende men ikke lige da, han blev kanøflet så godt og grundigt af en direkte kropstakling at han måtte ned og ligge. Han var så overrasket over hendes takling at han vel nærmest gik i gulvet af forbavselse, men han skulle ikke have noget af at give igen … smart fyr.

Nu har Quintilia lært hvorfor jeg hopper op i sofaen og hun hopper selv op i sikkerhed, så kan de to tossede teenagere vælte sig selv, ja de kan. Det tog et par dage før Filbert igen fik lov til at ligge pote i pote med Quintilia.

Vinter 2007